torsdag den 28. oktober 2010

Onsdag, lang tur hjem

Meget, meget tidligt op. Ingen kom vist tidligt nok i seng til at kl. 5.15 gav søvn nok.
Så det var en lidt hektisk morgen med bad, morgenmad, kuffertlukning og bilpakning.
Klokken 7 var næsten alle klar til at køre til Miami International Airport. Alle blev det i hvert lidt efter 7.
Vi kørte de 25 km til lufthavnen og læssede al bagage og alle andre end bilernes chauffører af. Herefter skulle de seks vans afleveres ved udlejningsfirmaet. Vores truck var blevet afleveret dagen inden, da vi havde fået den tømt for gymnastikudstyr.
Shuttlebus tilbage til terminalen og alle var klar til at checke ind. Det var langt fra så omfattende at komme igennem security, som i Hamborg på udrejsen.
I det hele taget gik turen forholdsvis glat. Godt nok have vi tre timers ventetid i Newark, men de gik på en eller anden måde alligevel forholdsvis hurtigt. Børnene spillede og legede, når de ellers ikke var ude at kikke på lufthavnsbutikker med de voksne eller spiste. Flymad er altså ikke helt tilstrækkeligt...
Da vi havde boardet til den sidste tur hjem indrettede vi os så godt vi kunne. Byttede lidt rundt på pladserne og begav os i lag med de næste 6½ timers flyvning.
Film, spil og lidt søvn fik turen til at gå ok.
I Hamborg stod bussen klar til os, da vi kom ud fra flyet med vores baggage kl. 7.45. Så efter at have købt lidt morgenmad i lufthavnen, overgav vi os til den sidste strækning mod Århus. Spil, bøger og slumren udgjorde også her tidsfordrivet. Så tiden indtil vi kørte ind på Springhallens parkeringsplads gik forholdsvis hurtigt.
Her var det dejligt at se jer alle sammen igen. Selv om alle er trætte nu, vil der være masser at fortælle. Om ikke andet kan det være det kommer i løbet af de næste dag, når jetlaget er ved at fortage sig.
I hvert fald skal der herfra lyde en stor ros til alle børnene. Det har været en fornøjelse at rejse sammen med dem alle. De har taget alle udfordringer i stiv arm. Ingen har brokket sig. De har flyttet sig rigtig meget, sovet få nætter hvert sted og været klar til at improvisere, når det har været nødvendigt.
De har altid haft det gode humør siddende forrest.
Der skal være en meget stor tak selskabet af voksne. Det har været en fornøjelse at være sammen med jer, og en kæmpe og helt uundværlig hjælp, at I har været der. Tak for indsatsen, hjælpen og alle de gode bemærkninger.

onsdag den 27. oktober 2010

Sidste dag i US

Det var på mange måder svært at stå op til denne tirsdag. Det er jo sidste hele dag. Vi ved, vi skal have pakket inden, vi går i seng igen, men vi vil alle sammen også gerne have så meget ud af dagen, som muligt. Det er meget modsatrettede føleleler, de fleste af os har. Vi har ikke lyst til at det gode vejr og de gode oplevelser skal slutte, men samtidig vil mange også gerne hjem til dem, der savner os, og som vi også selv savner. Ikke en let start på dagen...
Vi spiste igen morgenmad på værelserne og havde aftalt at tage en tur til South Beach og evt. ind til Miami City.
Alle børnene og en del af de voksne tog en bybus og havde en fin oplevelse med bl.a. at være forbi Miami Inc. og med at bade og nyde solen.
Der blev senere på dagen tid til at de store kunne tage i  endnu et shopping mall et par timer hen under aften. Men ellers er der blevet hygget og leget på værelserne, i poolen og på stranden.
Vi havde en rigtig hyggelig fælles middag i hotellets restaurant. Da den var overstået ved halv elleve tiden skulle vi alle se om lynlåsen stadig kunne klemmes omkring kufferten og børnenes baggage checkes, så alle får deres ting rigtigt med hjem.
Nu er det mørk nat i Florida.
Der kommer ikke nogle billeder på bloggen for dagen i dag. De skal samles sammen, og så vil de senere blive lagt ud her.
Der kommer i det hele taget ikke mere her på siden, før vi igen står i Danmark. Mærkeligt at skulle skrive det, men vi kan ikke nå mere. Dynerne kalder.
Vi ses i DK på torsdag.

tirsdag den 26. oktober 2010

Mandagsafslapning i Miami

Vi sov længe i dag.
Morgenmaden havde vi besluttet at indtage i hotellet restaurant. De var dog ikke helt enkelt. De er bedre til spansk end til engelsk her. Så det tog lidt tid at få etableret en forståelse af hvad, vi havde brug for. Det lykkedes næsten.
Der er i øvrigt en del indendørs biler i restauranten. Temaet er vist benzin og rock'n roll. Interessant og i hvert fald super amerikansk.
Her er 28 grader allerede kl 10, så formiddagen blev tilbragt dels ved poolen og dels i det lidt vildere Ocean. Der blev leget, gymnastikket, badet og slikket sol.
Der var blevet indkøbt frokost fra det nærmeste mall, som vi spiste på nogle af værelserne. Dejlig mad og ret hyggeligt.
Ved firetiden tog vi afsted i bilerne for at køre til et stort butiks- og outletcenter. Der er vel ingen problemer med at forestille sig, hvad tiden her blev brugt til....
En hyggelig eftermiddag, som først sluttede, det vi landede på hotellet igen ved halv elleve-tiden. De mindste er lagt i seng og de større hygger sig på værelserne. Det er ved at trække op til den sidste hele dag.
Vi siger godnat og forbereder os på at få mest muligt ud af i morgen.

mandag den 25. oktober 2010

Søndag, Sidste Disneydag

Igen op i nogenlunde god tid.
Annette og KP havde været ude at købe ind til fælles morgenmad, som vi indtog i det fri foran hotelværelserne. Vi ville forsøge at få noget ud af dagen.
Børnene fik mulighed for at vælge sig ind på forskellige parker. Vi endte med at have et hold i Animal Kingdom og et i Epcot.
Vi havde ikke hele dagen, da vi skulle afsted fra Orlando kl. 16 for at køre 4 timer til Miami.
I går aftes tog vi også i forskellige parker, og blev lidt overraskede over hvor utrlogt mange mennesker, der var i parkerne. Det var vansekeligt at nå ret mange forlystelser.
Billedet var det samme i dag. Vi skulle være ret målrettede for at komme i nogle af aktiviteterne. Men alle nåede dog at have en sjov dag. Selv om det for Mads og Emilie S. blev vanskeliggjort af også at have en kørestol med.
Efter at vi alle havde mødtes på vores Disney hotel, rullede alle bilerne afsted mod Miami kl. 16.
Vi fulgtes ikke ad de ca. 370 km, men mødtes hen under aften i vores Miami-hotel. Vejret er lige nu blæsende, men her over 30 grader om dagen, og havet er mere end badevarmt. Så vi glæder os til at stå op i morgen og se, om vi også har sommervejr i morgen. Lige nu er alle trætte og sover efterhånden i værelserne.

Lørdag, OPVISNINGEN...

Vi stod i dag op og spiste morgenmad på  hotellet. Herefter skulle taskerne pakkes og håret sættes, inden turen gik i bilerne ind til det mødested, Disney havde angivet. Her mødte der os en meget imødekommende mand med træningslokale og gaver!
Gymnasterne varmede op en times tid, mens redskaberne slæbt ind og sat op.
Det blev den bedste opvisning, børnene endnu har har lavet. De var rigtig gode til at holde timingen, og alt klappede.
Det var en fantastisk flot opvisning, og vi kunne alle mærke, at børnene virkelig var sat op til det, og lettere nervøse inden start. Men virkede alt sammen.
Publikum var ret begejstrede. Det samme var teknikerne omkring scenen. De var glade for at se nogle, der virkelig kunne noget. De var ved at have set nok af danse- og cheerleader-forsøg.
Desværre kom Mads til skade med hælen i en landing under opvisningen. Efter en tur på skadestuen, en forbinding, et par krykker og temmelig mange timer, var han tilbage hos os til aften.
Samtidig har Emilie S. også måtte tilbringe noget af tiden med forbinding og i en kørestol på grund af en skade i foden. Menhumøret  mangler heldigvis ikke noget hos nogen af dem.
Efter opvisningen gik turen til Blizzard Beach.

Louise har været så sød også at skrive til bloggen om fredagens forløb. Hendes udgave følger her:
I går blev vi modtaget med åbne arme i Downtown Disney World, hvor vi inden længe skulle være klar til at opvise. Vejret var storartet, så det kølige opvarmningsrum faldt i god jord hos os spændte gymnaster. Kort efter blev vi i samlet flok fulgt over til scenen, hvor det snart skulle gå løs. Et forventningsfuldt publikum myldrede til, og alle tilskuer pladserne var snart fyldte. Musikken spillede, og vi gik i takt i en lang række bag Sofie, der med rejst hoved bar dannebrog. Opvisningen forløb ganske som planlagt, og vi smilende og smilende, men let nervøse gymnaster, gav alt, hvad vi havde i os. Publikum var med! Og nogle gymnaster gav endda i overkanten. Én endte til røngtenfotografering. Og efter en lang dag, som alle andre havde tilbragt i et sne- og vinterinspireret vandland, kom Mads humpende på krykker ud af hospitalet – men dog stadig med sit gode humør! Aftensmaden blev i de parker, vi var taget ind i efter badeland.
Efter vi kom hjem, var der ingen tvivl om at swimmingpoolen var et stort hit! Og inden længe var hele flokken samlet i poolen

Fredag, Disney, here we come

Vi stod op i rimelig god tid for at pakke og få morgenmad (igen ved poolen), så vi kunne få pakket bilerne og komme af sted ved 9-tiden.
Vi skulle checke ind på hotellet i Disney i Orlando, så vi kunne få så meget ud af dagen, som muligt. Så vi sætte os til rette i bilerne og fandt en highway sydpå.
Turen gik også fint, men vi skulle bruge noget tid på at finde det rigtige hotel på kolossale område, som Disneyparkerne ligger på.
Ved halv tolv-tiden var vi alle samlet og fik vores værelser. Klokken 12 kunne vi så entre en bus og køre til Magic Kingdom-parken. En tur på en halv times tid.
Vi havde delt børnene i mindre grupper med mindst en voksen i hver, så det blev muligt at finde forlystelser til dem, som passede til deres alder. En del af billederne fra Magic Kingdom er derfor kun af et mindre udsnit af børnene. Det blev en hyggelig dag, som alle havde det godt med. Men vi fik gået en del.
Magic Kingdom lukkede i dag allerede klokken syv på grund af et Halloween-arrangement. Så vi tog tilbage til hotellet og spiste her. Børnene hoppede i poolen og brugte et par timer der, inden det blev tid til at sove.
Her er stadig meget højt humør. Det er en fornøjelse at være sammen med børnene. De er nemme at lave aftaler med, og de tager alle udfordringer fra den optimistiske vinkel. Og altid med et smil på.
Vi har siden ankomsten til Cincinatti haft det problem, at vi ikke har fået alle vores redskaber udleveret. Vi mangler et par måtter. De er blevet fundet og står nu i Cincinatti. Vi har ikke kunnet få dem eftersendt, og vi har brugt en del energi på at finde alternative løsninger til opvisningen i morgen. Det er trampolinspringene, der ikke vil kunne gennemføres. Vi håber, at noget af det lykkes i morgen tidlig.

Torsdag, badedag

Vi sov tre timer i bilerne og vågnede for at gå ned for at se solen stå op over pool, strand og hav.
Vi fik nøglerne til hotelværelserne ved 8-tiden og børnene var ikke mange sekunder om at finde deres badetøj. Stranden og vandet var fantastisk. Imens blev der købt ind til morgenmad i et nærliggende supermarked, som vi bagefter indtog ved poolen. En rigtig god start på en dejlig dag efter en noget anstrengende nat. Det virkede også som om alle bare havde lyst til afslapning ovenpå et par dage under mere ydmyge forhold.
Så vi blev på stranden hele dagen. Legede og badede.
Klokken 18 skulle børnene træne på stranden. Vi kørte en bil derned, så de også havde musik. Men der gik desværre ikke lang tid, før ve venligt, men bestemt blev bedt om at fjerne den. Solen gik ned og stranden skulle være ryddet.
Mens træningen stod på, var der blevet bestilt pizzaer. Vi spiste sammen på hotellets terrasse. Det var hyggeligt, men de fleste var trætte efter natten og dryssede i seng. De sidste af os sagde godnat inden midnat.

fredag den 22. oktober 2010

Onsdag, Tour de States

Vi mødtes efter mange forskellige overnatningsoplevelser. Nogle havde levet som grever og baroner, mens andre havde boet noget mere ydmygt og alternativt.

Uanset hvordan, havde alle en oplevelse, som de formentlig vil huske i lang tid efter, at vi er kommet hjem.

På Arthur Morgan School startede dagen i fælleslokalet med sange og en film om skolen. Herefter fortalte de amerikanerne om deres land og liv og danskerne det samme. Formiddagen sluttede af med, at de amerikanske børn blev undervist i elementær gymnastik af trænere og gymnaster.

Efter den fælles middag med mad lavet af eleverne i skolens kantine, skulle vi hjælpe dem med nogle af deres opgaver. Rive blade, samle løg, hugge brænde var bare nogle få af dem. Det foregik meget gemytligt, men vores børn ville på den anden side også gerne have det overstået.

Til sidst på eftermiddagen blev der arrangeret en fodboldkamp. Rejseholdet mod AMS. Vi vandt 2-1.

Vi sagde farvel til hinanden på boldbanen og vi gik til bilerne og pakkede det sidste. Vi vidste, vi skulle køre i lang tid (12 timer) og indrettede os med drikkevarer, tandbørster og soveposer.

Det lykkedes os at spise aftensmad nogenlunde samlet, men herefter blev bilerne splittet i løbet af natten.

Vi startede dage i North Carolina. For at komme til Florida måtte vi også gennem South Carolina og Georgia.

Børnene var søde i bilerne og selv om sammensætningen i bilerne var skiftet gik det uden problemer at køre natten igennem. Så vi kl. 4 i morges landede i Daytona Beach.

Men så blev det også godnat.

Billederne kommer til at vente. Vores internetforbindelse er ualmindeligt ringe her i Daytona. Forhåbentlig bedre i Orlando i morgen....

onsdag den 20. oktober 2010

Tirsdag på vej...

Op i nogenlunde god tid og pakke. Vi skulle i dag køre gennem Smoky Mountains og finde Arthur Morgan School i Burnsville.
Så efter morgenmaden pakkede vi bilerne og kørte op i bjergene. Det første mål var Cherokee. Så farvel til Tennesse og goddag til North Carolina.
Cherokee er en central by for cherokee indianerne. I super vejr besøgte vi en udendørs museumsby, hvor vi fik en guidet rundvinsning. Her blev vi introduceret til at de oprindelige indianerboliger, håndværk og jagtmetoder. Interessant og spændende (har lovet Sofie at fortælle, at hun var fotograf under hele besøget, så nyd billederne)
Vi var lidt pressede med tiden. Vi skulle være på skolen kl. 16, så vi spiste hurtigt fælles frokost på parkeringspladsen og kørte så afsted igen.
Efter 2½ timers kørsel kom vi til Artur Morgan School. Ny stor kontrast. Fra det glitrende Gatlinburg kome vi til en alternativ skole, som er inspirete af den danske efterskolemodel. Her laver de selv så mange ting, som muligt og forsøger i det hele taget at leve så alternativt som muligt.
Skolen ligger i et for USA usædvanligt område. Samfundet her er fælles om at eje jorden og ejer så kun selv husene. Her er flere kooperativer, som vi kender det fra Europa, og de forsøger at leve så grønt som som muligt.
Børnene lavede en opvisning på skolen for eleverne på en plæne ved skolen. Stor succes, selvom det krævede lidt omstilling med musikken og underlaget.
De fleste voksne og nogle af børnene var privat indkvarteret. Resten sov i elevhusene på skolen. Så vi sagde farvel til hinanden efter opvisningen ved halv syv tiden.
De varierede indkvarteringer gav nogle meget forskellige oplevelser af amerikanske familier. Men alle havde mødt nogle fatastisk søde og imødekommende mennesker.

Vi har ikke skrevet her på siden i et par dage. Det skyldes, at vi har haft meget dårlige eller slet ingen internetforbindelser indtil i dag, hvor det er muligt at komme på nettet her på skolen.
Billederne kommer stadig op uden at være sorteret, så I må forsøge at vælge i mellem dem.

Mandag i Gatlinburg

Da vi i aftes kørte ind gennem Ashville og Gatlinburg, virkede det som en stor kontrast til det stille afdæmpede og nøjsomme Berea. Her var der lys overalt, kasinoer, udstillede helikoptere, rutschebaner, gocarts, laserpistoler, barer og dansesteder. Ja, endda et hotel, bygget omvendt. På hovedet.
Kontrasten var her selvfølgelig også i morges, blot mere afdæmpet, og den skyldes at Gatlinburg er en turistby, med både attraktioner og alt det gøgl, der også følger med.
Efter morgenmaden på hotellet havde vi lidt tid fri. Herefter skulle vi på en 3 kvarters køretur til Cades Cove oppe i Smoky Mountains. Her var det meningen, at vi skulle kunne se bjørne, elge og andre af områdets dyr.
Det blev en fatastisk skuk tur derop. Men vi blev nødt til at afbryde den, da der var ekstremt mange turister, der havde fået samme blændende ide. Vi skulle være tilbage til en improviseret opvisning kl. 17, og det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis vi gennemførte hele turen.
Det var kedeligt at skulle gøre det. Men nødvendigt. Så vi spiste vores medbragte mad på rastepladsen og kørte tilbage til Gatlinburg.
Her stillede gymnastikgrejet op på et mini-torv og børnene lavede en opvisning, der trak nogle folk til. Efter opvisningen rejste en af de amerikanske tilskuere sig op og proklamerede, at han da godt ville starte en indsamlig til de dygtige børn. Hatten gik rundt, og vi havde pudselig tjent 105 $.
Lidt senere mødtes vi alle på en nærliggende resaturant og spiste fælles. Rigtig mad. Ikke kun pizza, men også kød og kartofler var på menuen.
Lidt hygge om aftenen og så godnat.

mandag den 18. oktober 2010

Søndag, sidste dag i Berea

Så kom dagen, hvor vi stod op for sidste gang i Berea. Solen skinnede varmt fra en høj og klar himmel allerede fra morgenstunden.

Vi spiste fælles morgenmad i kirkens køkken og skulle have kuffert og grej pakket inden vi skulle deltage i gudstjenesten kl. 10.

Det blev en meget anderledes kirkeoplevelse end nogen af os er vant til. Mere levende, åben, humoristisk, og i dialog med deltagerne. Vi blev som hold budt velkommen og børnene blev inviteret op til en børnefortælling. Anton og Sebastian havde indvilget i at være alterdrenge og tænde lysene i ved alteret. Stor oplevelse.

Efter gudstjenesten pakkede vi det sidste i bilerne og tog på hike til Indian Fort. Et naturområde i de ikke så høje bjerge. Men alligevel langt nok op til at det var en lettere anstrengende tur på ca. 3 timer, hvor vi nåede op til to fantastiske udsigtspunkter. Men alle var glade på turen og begejstrede for oplevelsen.

Inden vi gik op havde vi lavet og indtaget vores indkøbte frokost i bagsmækken på vores lastbil på parkeringspladsen. Her endte vore Berea-dage også, da vi kom ned igen.

Vi har været taget så godt imod i af alle de, vi har mødt. Vi er blevet serviceret i alle ender og kanter, og en del mennesker har brugt meget af deres fritid på at vise os rundt, lægge huse til og være sammen med os. Så der var mange øjne, der ikke var tørre, da vi sagde farvel til vores værter på parkeringspladsen ved Indian Fort.

Men vi havde en tre timers køretur foran os til Gatlinburg. Vi sagde så også farvel til Kentucky og howdy til Tennessee.

Vi nåede frem ved ni-tiden. Hotellet var klar til os og vi kunne rykke ind og få alle placeret i løbet af kort tid. Så nu er der kun tilbage at sige godnat og glæde os til endnu en forhåbentlig varm dag.

søndag den 17. oktober 2010

Lørdag, 1. weekend

Så blev det lørdag, og vi vågnede igen op de forskellige steder, vi har sovet. Og vi kunne sove længe. Dagen bød på turist-ting og lydt hyggegymnastik, og vi skulle først afsted kl. 11.
Vi mødtes ved kirken, hvor de fleste sov, og drog af mod Lexington, hvor shopping stod på programmet. Der var en del, der glædede sig, og udbuddet manglede intet. Priserne er også helt ok. Så OK, at vi hævede Apple-stores omsætning med adskellige 100%.
Frokost og fire timers shopping havde gjort alle sultne på lidt gymnastikrørelse.
Vi kørte en del rundt for at finde det gymnastikcenter, vi havde udset os. Vi fandt det, men skuffelsen var ret stor, da vi måtte konstatere, at faciliteterne slet ikke stod mål med det, der blev lovet på stedets hjemmeside.
Efter en kort rådslagning og en fejring af Kina-Christians fødselsdag (flere sære kage-billeder) valgte vi at tage tilbage til Berea og indtage vores aftensmad undervejs.
Dagen er sluttet med hygge i kirkens lokaler og lidt basketball inden de store blev hentet af deres værtsfamilier og de små puttet.
Endnu en god dag. Ikke helt så tæt et program som de foregående. I morgen skal vi i kirke for så som Josefine sagde, at "lave det der gud".

lørdag den 16. oktober 2010

Den første fredag

Vi havde alle fået lidt mere søvn i nat. Vi sover flere forskellige steder. De store børn hos værtsfamilier, de mindre i kirkens fælleslokaler og nogle af de voksne på hotel med enkelte børn. Så vi er forholdsvis spredte, men samtidig får vi også nogle gode oplevelser, der er tæt på den amerikanske hverdag, som vi ellers ikke ville få.
Vi skulle besøge den kommunale skole, og trænere og børnene underviste seks klasser i deres gymnastiktimer. 6 gange i løbet af formiddagen lavede de den samme undervisning.
Vi fik lov at spise frokost sammen med elverne i deres cafeteria. En larmende, men sjov og interessant oplevelse.
Efter frokost skulle Rejseholdet lave opvisning for næsten hele skolen. 300-400 børn var publikum og jublede gennem showet. Rigitg god oplevelse.
Vi havde fri et par timer inden aftensmaden, som vi igen indtog i kantinen på college.
Om aftenen var vi inviteret til amerikansk fodbold. Highschool-holdet (Berea Pirates) havde en hjemmekamp, som samtidig var en homecoming-match. Så der var gjort lidt ekstra ud af det. Det blev koldt i løbet af aftenen, men det var sjovt at være med. Piraterne tabte desværre.
Endnu en super dag i et fantastisk imødekommende amerikansk samfund.

fredag den 15. oktober 2010

Torsdag i Berea

Torsdag var en tæt dag. Mange gode oplevelser og nye indtryk fra morgenstunden.
Vi startede med at skulle finde morgenmad i Lexington fordi det ikke var inkludderet i vores ”erstatnings”-hotel. Klokken 11 gik turen så mod Berea.
Berea College og den tilhørende kirke er en væsentlig del af byen. Vi mødtes i kirken og her blev alle de, der ikke skulle bo privat, indkvarteret. Vi fik frokost i kantinen på higschool. Der var ingen, der ikke kunne finde noget de kunne lide. Suverænt madudbud, og en rigtig god oplevelse for alle. Børnene vil gerne have en mage til på deres egne skoler.
Om eftermiddagen kunne børnene træne i den lokale gymnastikklub i en times tid. Herefter fik vi besøg af et hold børnehavebørn, som vores børn underviste og legede med i en time.
De små børn og deres forældre var også de første amerikanske tilskuere til Rejseholdets opvisning. Alle havde glædet sig til at skulle i gang, og opvisningen gik rigtig godt. Der var stor begejstring fra alle børn og voksne på tilskuerrækkerne.
Herefter gik turen tilbage til kantinen på Berea College, hvor vi fik aftensmad sammen med de studerende. Stadig ingen problemer med at finde noget, vi kan lide.
Efter aftensmaden var vi inviteret til bluegrass-koncert i koncertsalen på college. En sjov oplevelse, men med ret trætte børn. De mindste blev dog i kirken og blev puttet. Efter koncerten skulle de store børn med deres værtsfamilier og resten sove i kirken.
Der ligger en ny sending usorterede billeder under USA 2010 billeder fra det seneste døgn.
De mærkelige kagebilleder skyldes at Mads havde fødselsdag onsdag, og kagerne var det bedste, Crooker kunne præstere, og de holdt fint til de 24 timer, de måtte vente på at blive spist.

torsdag den 14. oktober 2010

Dag 2½

Alle syntes, de havde en sær nat: De fleste af os sov kun til midt på natten og nogle af de mindste mente faktisk, at de skulle til at op nu, da kl. var omkring halv fem. Det er ikke let at få søvnen rykket så mange timer.
Så, der var ingen problemer med at få alle op i god tid, få spist morgenmad og pakke deres ting, før vi skulle mødes kl. 10.
Nogle af os skulle ud til fragtfirmaet ved lufthavnen og have udleveret vores gymnastikredskaber. Og også have papirerne i tolden. Det lykkedes også fint. Men vi fik kke det hele. Der manglede to, ret væsentlige, måtter. Ingen ved, hvor de er. Måske leder de....
Herefter skulle vi køre 200 km til Natural Bridge . En smuk naturoplevelse i en naturpark med en højtbeliggende, enorm naturlig bro. Vi spiste den indkøbte mad på turen.
Herefter gik turen tilbage til Lexington og et nyt hotell.
Vi nåede at pakke al vores beggae ud af de 7 biler, før receptionen fandt ud af, at der desværre var sket en  fejl i bookingen, som betød, at vi ikke kunne være overnatte der. Det trækker store veksler på 29 trætte og sultne børns tålmodighed. Godt, at vi var mange voksne også.
Vi er nu blevet booket ind på et andet hotel, og efter at have spist aftensmad på restaurant, sovede fleste børn med det samme.
Humøret har været højt hele dagen, og vi har også fået Lilli og Rene tilbage. De har været på en større rundtur og sovet i Washington i nat. Vi er glade for at have dem tilbage.
Vi har lagt de seneste dages billeder ud. Vi har ikke sorteret i dem. Så I må finde de, der er mest interessante at se. I finder dem nederst til højre her på siden.

onsdag den 13. oktober 2010

Godt ankommet

Kære alle I der hjemme. Efter en lang men helt problemfri bustur til Hamborg havde vi en masse ventetid i lufthavnen.
Den blev brugt til frygtelig mange sikkerhescheck og gennemgang af vores elektronik. Vi kedede os ikke.
Vi kom rettidigt afsted mod staterne. Vi var trætte men alle glædede sig.
Kl 11 lokaltid landede vi i Newark. Eneste proble var at Lilli og Rene måtte blive tilbage pga. overbooking og tage et senere fly. De meldte sig frivilligt, så ingen af børnene skulle blive tilbage. Ret super.
Nu er vi så i Cincinatti og har lige været ud at spise lidt hurtig aftensmad. Det har været en god tur Herover. Børnene har været fantastiske at rejse med. Der er
Bare udsolgt nu, og næsten alle sover.
I morgen skal vi på tur og hente vores redskaber.
Og forhåbentlig bliver det også dagen, hvor vi får Rene og Lilli at se igen...

tirsdag den 28. september 2010

Flot afrejseopvisning

Søndag kl. 16 stod alle klar.
Alle gymnaster og ikke mindst alle lederne var spændte på om, showet ville fungere, og om alle kunne deres ting.
Skulle der have været bekymringer, blev de gjort til skamme.
Det blev en rigtig flot opvisning, hvor det stod helt tydeligt, at det er gymnaster med et meget højt niveau, der udgør Rejseholdet. De forskellige elementer i opvisningen flød rigtig flot og spring, dans, akrobatik og gymnastikdicipliner gik op i en højere enhed.
Det var en fornøjelse at se, hvordan de mange timers træning sammen har båret frugt. Et stort og godt arbejde af alle.
Det var også en fornøjelse at opleve, at så mange kom og så opvisningen og dermed bakkede op om gymnasterne og deres tur til USA.
Det er dejligt at opleve, at så mange også bruger mange af deres timer på at hjælpe med at bage, pakke, slæbe, stille op og skaffe grej til arrangementer. Ikke mindste denne sidste gang inden afrejsen. Tak for hjælpen.
Nu mangler vi så bare at få pakket og sætte vækkeuret til tirsdag nat. Rejseholdet er klar.
Der ligger et udvalg af billeder fra opvisningen længere nede på siden.

tirsdag den 21. september 2010

Afrejseopvisning

Søndag d. 26. oktober laver Rejseholdet sin sidste opvisning inden afrejsen til USA.
Her er skal de mange timers træning stå deres generalprøve
Opvisningen afholdes i Vejlby Riskkov Centret, hal 4 kl. 16.
Alle interesserede er velkomne.

lørdag den 18. september 2010

Turen til USA nærmer sig

Rejseholdet tager fra Danmark tirsdag d. 12. juni for at rejse til USA i 17 dage.
29 gymnaster tager sammen med 20 voksne på opvisnings- og oplevelsestur i den sydøstlige del af USA.
Turen vil gå fra Cincinatti mellem Ohio og Kentucky og slutter i Miami i Florida.
Programmet for turen kan du finde til højre her på bloggen under download og Information om turen.
Vi vil her på bloggen skrive om vores oplevelser og lægge vores billeder op, så I kan følge med i turen hjemmefra.