fredag den 15. oktober 2010

Torsdag i Berea

Torsdag var en tæt dag. Mange gode oplevelser og nye indtryk fra morgenstunden.
Vi startede med at skulle finde morgenmad i Lexington fordi det ikke var inkludderet i vores ”erstatnings”-hotel. Klokken 11 gik turen så mod Berea.
Berea College og den tilhørende kirke er en væsentlig del af byen. Vi mødtes i kirken og her blev alle de, der ikke skulle bo privat, indkvarteret. Vi fik frokost i kantinen på higschool. Der var ingen, der ikke kunne finde noget de kunne lide. Suverænt madudbud, og en rigtig god oplevelse for alle. Børnene vil gerne have en mage til på deres egne skoler.
Om eftermiddagen kunne børnene træne i den lokale gymnastikklub i en times tid. Herefter fik vi besøg af et hold børnehavebørn, som vores børn underviste og legede med i en time.
De små børn og deres forældre var også de første amerikanske tilskuere til Rejseholdets opvisning. Alle havde glædet sig til at skulle i gang, og opvisningen gik rigtig godt. Der var stor begejstring fra alle børn og voksne på tilskuerrækkerne.
Herefter gik turen tilbage til kantinen på Berea College, hvor vi fik aftensmad sammen med de studerende. Stadig ingen problemer med at finde noget, vi kan lide.
Efter aftensmaden var vi inviteret til bluegrass-koncert i koncertsalen på college. En sjov oplevelse, men med ret trætte børn. De mindste blev dog i kirken og blev puttet. Efter koncerten skulle de store børn med deres værtsfamilier og resten sove i kirken.
Der ligger en ny sending usorterede billeder under USA 2010 billeder fra det seneste døgn.
De mærkelige kagebilleder skyldes at Mads havde fødselsdag onsdag, og kagerne var det bedste, Crooker kunne præstere, og de holdt fint til de 24 timer, de måtte vente på at blive spist.