lørdag den 17. oktober 2015

Fredag d. 16. oktober. Downtown Fort Worth, The Stockyards.

Det er i dag den sidste hele dag i Fort Worth. Så vi havde planlagt at tage ind tur til centrum af Fort Worth for at se the Stockyards. Et stort område, der indeholder gamle bygninger og stalde fra en tid, hvor Fort Worth var centrum for kvæghandel. Især det særlig opdræt af longhorn kvæg.

Det blev nogle hyggelige timer. Dels i butikker med lokalt Texas-grej og souvenir ting, man ikke ser andre steder på kloden. Dels i en stor labyrint, hvor man blev lukket ind og på tid skulle kunne finde fire bogstaver og en udgang. En sjov halv time, før vi skulle spise Texansk fast food. Altså på restaurant.
Så efter at have mødtes i the Gym, kørte der ind, i øvrigt fulgt af Rome, der havde taget fri for at være vores lokale guide.

Den gule Camaro, I kan se på billederne, er Louises fars lejede bil. Den var en ret populær del af dagens underholdning, og Johs er flink til at køre med børnene på skift. Så slap vi også for at skulle have U-Haul´en med ind i byen.
Rome maler og han har et pænt stort galleri i centrum sammen med sin bror. Han havde inviteret os alle til at besøge galleriet. Der kørte vi ind og parkerede, og så havde vi ellers 35 børn på kunstgalleri. Det kunne vi jo sagtens, fordi vi vidste, at det ville være helt uproblematisk at tage dem med. Det var det også. Jacob fik endda lov til at underholde på flyglet midt i lokalet. Det var kun hyggeligt.

Vi gik her fra en kort tur i centrum forbi The Congress Center. Faktisk gik vi ind igennem centeret for at finde toiletter til de efterhånden ret trængende børn og voksne. Da vi kom ud fra centeret gik vi direkte ind i den meste fantastiske park. Det er vel egentlig mest en vandpark. Fort Worth Watergardens. Ikke specielt gammelt, men anlagt til at give forskellige stemninger i de forskellige ”have-rum”. Men grundlæggende var der en tiltalende og rigtig hyggelig stemning alle steder, og børnene og alle vi andre nød de par timer, vi var i anlægget.
Vi skulle være tilbage i gymnastikcentret kl. 18.30, så vi kunne deltage i den fest centret og alle værtsfamilierne havde arrangeret i anledning af, at det var Rejseholdets sidste aften i Fort Worth. Vi er alle sammen blevet taget ind og behandlet bedre og mere imødekommende, end vi på nogen måde kunne forvente på forhånd. Men aftenen her satte da en tyk streg under den gæstfrihed, vi har mødt her.

Der var på forhånd blevet dækket op til alle udendørs, og der blev i løbet af en halv time sat retter på til den fælles potluck på 15 meter bord til 150 mennesker. Inklusive en dessertbuffet. Alt sammen spændende og lækre ting. Der var ikke meget, der var købt ind på forhånd her.
Folk snakkede med hinanden, og alle ville gerne afslutte på så god en måde som muligt. Efter et par timer, blev der effektivt ryddet op, så centret kunne komme til at ligne sig selv igen og bruges til træning lørdag morgen.

Det eneste, vi ikke rigtig kunne rydde op i, var gymnasternes interesse i hinanden. De havde efter middagen fået etableret en øvelsesleg/-konkurrence på gulvet. De skulle udfordre hinanden i en øvelse og lave den efter hinanden. Hvis de ikke kunne, fik de et straf-bogstav. Når de havde samlet alle tre i ordet GYM, skulle de gå ud af legen. Så dejligt, at det bare skete. Mange af gymnasterne har fået udveslet Instagram og Facebook, så de kommer jo nok til at høre mere til hinanden.
Jeg er sikker på, at alle har haft en lige så intens dag som i går. Bare på en helt anden måde. Dagen i dag var en god kontrast til det hårde fysiske program i går, men stadig rig på gode oplevelser. Der er ingen tvivl om, at gymnasterne kørte med værtsfamilierne hjem til den sidste aften med en god dag i bagagen. I morgen tidlig går turen til Six Flags i Arlington, og alle glæder sig. Så vi høres ved, når vi har været gennem alle forlystelserne.

                                                        The Steffens