tirsdag den 1. juli 2014

Tirsdag


Nu er vi at have været her så lang tid, så vi føler os hjemme. Også børnene.

Det er nu også nemt. Ejeren og personalet på hotellet er utroligt søde og hjælpsomme. De forsøger at gøre alt det bedste for os alle sammen. Individuelle behov og ønsker efterkommer de, og vi får en forplejning, der er afpasset holdets ønsker. Det er også en af de store grunde til, at Lene og Mette har ønsket at få Hotel Grazia igen. Vi boede her også for to år siden. Det var helt den samme oplevelse, og vi blev modtaget med åbne arme og store smil i søndags, da vi ankom.
Så vi føler os hjemme. Der er heller ingen, der er utilfredse med noget. Alle er glade. Også her til morgen, hvor de fleste nu er ved at være udsovede efter turen herned.

Vi skulle have morgenmaden klaret, inden vi skulle mødes til fælles afgang til træningen på Arena Giardini, som ligger et par kilometer ind mod byen. Der var træningstid kl. 10, så vi havde afgang kl. 9.
Vi tog bybussen der ind, og børnene gjorde klar til at øve deres opvisning. Temperaturen var allerede tæt på 30 grader, men alle var fokuserede og glædede sig til at få lavet noget gymnastik. Der var nogle få ændringer i opvisningsprogrammet, men det tog de i stiv arm.

Efter træningen tog vi alle tilbage til hotellet for lige at nå en strandtur inden frokost. Det blæste temmelig kraftigt, men vi fik badet og blandet lidt sand i solcremen.
Efter frokost, som jo også i år er på tre retter, gik vi efter en hvilepause på stranden igen, hvor det meste af eftermiddagen gik med at bade og hygge sig i sandet. Sidst på eftermiddagen skulle alle børnene være tilbage på hotellet for at hvile sig, så de ikke ville være alt for udkørte, når de kl. 22 i aften skal lave opvisning på Arena Giardini.

Opvisningen
Rejseholdets opvisning gik rigtig, rigtig godt.

Vi gik gennem byen til den Arena Giardini. Det var hen under aften, og de små gader, vi gik ad, var dækket op med markedsboder og lys. Det var svært for, især pigerne at holde trop gennem de mange udfordringer på bordene. Men vi kom frem til arenaen i fin tid. De skulle optræde kl. 22, og der var en pæn forsinkelse, så kl. blev ca. halv elleve. Men de klarede det flot. Super fokuserede og med god timing i alt hvad de lavede. Også de nye ændringer.


Så det var en flok lettede og glade gymnaster, vi gik tilbage gennem byen med. Imens vi gik og holdt øje med VM-kampen Belgien-USA i de mange storskærme på cafeerne.
Hyggelig aften med en flot opvisning.