onsdag den 7. oktober 2015

Tirsdag d. 6.okt. Afrejse

Der var ret mørkt og også noget køligt på parkeringspladsen ved hallen kl. 01.30. Men alle gymnaster og voksne var der til tiden og glædede sig på trods af, at vi ikke rigtigt vidste, hvad vi skulle hilse på hinanden med. For sent til god dag alt for tidligt til god morgen...
Men vi fik startet endnu en USA-tur, og bussen summede af liv og glad og forventningsfuld snak hele vejen til Billund.
I lufthavnen fik vi forholdsvis hurtigt samling på alle gymnaster og deres bagage. Personalet var ikke rigtigt mødt ind endnu. Så vi gik i gang med indtjekning ved standene... med ret blandede resultater. Men alle kom med flyet til Amsterdam, og humøret stadig højt. Og det var det hele vejen til Schipol.
Ingen er i tvivl om, at det er et hold, vi kommer med. De er ret flotte og seje i deres dragter med ens tasker. Der er mange der spørger til dem og lige vil høre, hvad de er for nogle. Hvor de kommer fra, hvad de kan, og hvor de skal hen. Dragterne gør det også forholds let at følges ad og holde trop gennem en giga-lufthavn.
Vi ventede en tre timer og fik lidt morgenmad, så det kom til at passe med at boarde den jumbojet, der holdt udenfor vinduerne. Samtidig stødte resten af flokken, de, der føj fra Hamborg, til gruppen. Så vi nu var fuldtallige. De var taget af sted fra Århus nogle timer tidligere end os med bussen, og var også pænt trætte.
Der var god plads og super service på turen over Atlanten. Humøret var stadig højt, men alle havde fået snakket af, og der blev hygget og spillet rundt omkring i flyet.
Det var en rigtig lang tur. 10 timer i et fly, så der var også plads og tid til at få lidt søvn ind i mellem.
Da vi ankom ca. middag i Houston, hentede 5 af de voksne de biler, der skal være vores busser i de næste uger, og Ruben hentede U-Haul varebilen. Efter en times tid var bilerne pakkede med børn, voksne og baggage, og vi tog af sted for at finde vores La Quinta hotel i Seabrook. Vores gps´er ville ikke rigtigt kendes ved adressen, men efter lidt tid lykkedes det.
Vi blev ret hurtigt indkvarteret. Et hyggeligt hotel, med søde personaler og de er super hjælpsomme.
Her er varmt og ret fugtigt, så airconditionen kører næsten uafbrudt på værelserne.
Børnene (og alle de voksne) var ved at være temmelig sultne sidst på dagen. Så vi fyldte bilerne og kørte et par kilometer til Cici´s Pizza Place. Pizza- og salat-buffet. Der blev spist godt i gennem. Men så var der til gengæld også ved at være udsolgt hos os alle sammen.
Vi skulle hjem og sove. Det kom vi hurtigt, og hele hotellet sov i løbet af en halv time.
En lang og god dag  med mange nye oplevelser og rigtig mange kilometer....