søndag den 18. oktober 2015

Lørdag d. 17. oktober. Six Flags over Texas, Arlington

I morges skulle alle mødes ved halv ni-tiden ved Sokol gymnastik centret i Fort Worth. Alle kom enten med værtsfamilierne eller i deres egne vans efter at have sovet den sidste nat i de private hjem.

Vi ville være ved Six Flags parken, når den åbnede kl. 10.30 Det kom også til at holde stik. Næsten i hvert fald. Det tog lidt ekstra tid at finde ind på parkeringspladsen, og vi brugte også en del tid på overhovedet at komme ind i parken. Men efter lidt tid havde vi fundet et spot, vi kunne bruge til samlings- og mødested og var så klar til at springe i alle forlystelserne sammen med de titusindvis af andre, der ville udfordres og underholdes.
Det blev en sjov dag for alle. Selv om man ikke kunne komme til noget som helst uden at stå i kø i mindst en halv time. Og som regel var det væsentligt mere. Ofte omkring en time eller to. Også til mad og drikkevarer. Alle tog det med ro og syntes, at det jo bare var en del af pakken. Også selv om det betød, at man ikke kunne nå helt så mange ting, som de fleste havde håbet på. Vi købte nogle sæt ”Fast Pass”, som gav mulighed for at booke turene på forhånd, og som alle deltes om.

Der er ikke så mange billeder fra i dag. Alle børnene var spredt på det enorme område, og der var rigtig mange mennesker. Så det var ikke så ofte, at der kom nogen forbi linsen. Billederne tjener vist mest til at give et indtryk af Six Flags parken og af de fra holdet, jeg mødte. Men det er langt fra repræsentativt.
Vi skulle alle mødes kl. 18. Og vi begyndte her at samle folk i bilerne for at tage ind på hotellet.

Dagen har været præget af mange individuelle oplevelser og ikke af så mange fælles. Det er derfor forholdsvis begrænset, hvad bloggen kan beskrive rejseholdsoplevelser i dag. Men så må I jo høre børnene om det, når de kommer hjem.

Vi tjekkede ind på hotellet efterhånden, som bilerne kom ud fra Six Flags parkeringspladsen og ind til hotellet. Der var lidt udfordringer med værelsesfordelingen. Det går sjældent op, når listerne skal parres med antallet senge på værelserne og børnenes egne ønsker. Men nu ligger vi alle under dynerne efter en lang og sjov dag.