Alle så vist, hvor meget gymnasterne glædede sig til at
skulle af sted, da vi stod på parkeringspladsen ved Springhallen. En del af
børnene havde heller ikke sovet helt så godt, som de plejer op til lørdag morgen.
Det er et privilegium at være med til en aktivitet, en
tur, som alle glæder sig til, og turen herned med gymnasterne har også båret
præg af en fantastisk god stemning. Let og fuld af godt humør. Ingen
udfordringer er problematiske. Alt bliver båret af, at "det skal vi jo nok finde ud
af". Også samværet med TGA og deres ledere er en fornøjelse. En hyggelig bustur
på et døgns tid.
Chaufførerne er også glade for gymnasterne. Vi overholder
tiderne, bussen ser rimelig ud, når vi går ud af den, og børnene er søde over for
dem. Men børnene er nok heller ikke, som chaufførerne er vant til, at børn og unge er
oftest.
Da vi skulle holde ind og spise aftensmad i aftes, annoncerede den
ene af chaufførerne med en stemme som om, han havde en julegave til dem alle,
at det var lykkedes for dem, at afpasse pausen således, at de kunne spise på en
McDonalds. Der blev bare helt stille i bussen, og den forventede jubel udeblev.... helt. Så han endte op med tørt at spørge i mirkofonen, om han skulle forstå det sådan, at
de hellere ville spise et andet sted. Og ja, det ville børnene faktisk rigtig
gerne.
Chaufførerne kom sig ikke ovenpå den rystende oplevelse. De vendte
tilbage til den flere gange i løbet af natten.Men vi fandt da mad på en rasteplads med både et tysk cafeteria
og en Burgerking. Desværre var det ellers udmærkede cafeteria bemandet med kun
en enkelt person, og hun var slet ikke klar til 70 bestillinger. Så der blev alligevel
brug for noget junkfood.
Hele turen var forløbet helt problemfrit, og det fortsatte
den også med gennem natten. Der blev ro i bussen lidt over midnat, og vi
vågnede op til den italienske del af Alperne ved halv syv-tiden. Smukt syn.
Da klokken var omkring otte, stoppede vi og spiste den
medbragte mad. Den havde i øvrigt været i brug flere gange dagen før, hvor vi fik
af alle de gode ting hver gang, vi stoppede.
Efter morgentandbørsten kørte vi de sidste 3-400 km til
Riccione i efterhånden 30 grader, og det så ud til, at vi ville ankomme
planmæssigt.
Efter, at vi havde sat Lene og Merete af ved akkrediteringen,
kørte vi andre videre for først at sætte TGA og derefter Rejseholdet af.
Men pludselig, mens vi holdt for rødt, gik bussen i stå. Og
den kunne ikke startes igen. Efter en halv times chauffør-baksen med motoren,
lukkede vi børnene ud. Chaufførerne forsøgte en times tid mere, men uden held.
Lene og Marco på vores hotel fik organiseret en stribe
taxaer til os, som kom i en lind strøm, mens vi fik tømt al baggage af bussen.
Vi har haft en hyggelig eftermiddag her på hotellet og på stranden. det er let overskyet, så mange af børnene har også udforsket de nærmeste lokale
butikker.
Når vi har spist til aften skal vi til åbningsceremoni i
centrum af Riccione sammen med de 5.000 andre gymnaster. Vi går der ind, og der
kommer måske lidt mere her på bloggen bagefter. Billederne kommer først senere på aftenen.
Bussen kan først repareres i morgen mandag, så vi kan ikke
benytte den til turen ud til Aquafan. Måske hjem.
Vi gik her i aften i samlet flok ind til centrum, hvor alle 5.000 gymnaster kom ind i samlet optog. Vi deltog ikke i selve optoget. Vi havde mange, der gerne ville lidt tidligere hjem og i seng. Men vi fik alle set optoget, og vi fik også alle sammen en is, italian made.
Nogle af os fik det forrygende åbningsfyrværkeri med, inden vi gik hjem gennem byen med de sidste. Da vi kom tilbage til hotellet, var de sidste deltagere inklusive Mette, der var fløjet til Milano i eftermiddags, også ankommet. Alle børnene er i seng nu, og det er vi voksne også om lille øjeblik.
Billeder fra det sidste døgn er også kommet op lidt længere nede på siden her.
