Vi sov længere her til morgen end de andre dage. Vi skulle nemlig ikke noget, før vi havde prøvetid på Arena Roma kl. 13.30. Så morgenen gik med at spise og fejre Jens´ fødselsdag. Han blev 11 år i dag, så vi sang fødselsdagssang og gav ham gaver. Rigtig hyggeligt.
Dagens første strandtur i formiddags gik til vores faste plads, og vi fandt hurtigt ind i rutinerne med leg i strandkanten, boldspil i vandet (partibold: pigerne mod drengene) og shopping ved strandboderne.
Frokostposer blev udleveret til stor glæde for alle i vores lille spisesal med optimal italiensk aircondition – vi er helt nede på ingen vind og 45 grader. Alle er dog enige om, at det ikke gør noget – vi har optimal hygge og en tjener, der servicerer os det bedste, han kan.
Efter frokost gik turen ind til Arena Roma, hvor vi havde prøvetid på den store scene – troede vi da! Alle havde valgt at holde siesta, og der var ikke nogen, der mente, vi skulle hoppe rundt på scenen lige der. ”Vandmanden” med de store solbriller skulle støvsuge scenen, og vi måtte atter tage bussen hjem – men det gav os bare lejligheden til at øve vores show i lokal strandkant.
Derfor blev det til en gang strand-opvisning/træning! Alle var glade og ved godt mod, trods en unødig bustur ind til Roma. Efter træning var der dømt badning og afslapning ind til kl. 16.30, hvor alle skulle sove el. slappe af på værelserne. De skal nemlig være friske i aften, hvor de har en sen opvisning kl. 23.00.
Troels, Jens Ole, Lisbeth og Lilli
Ingen kommentarer:
Send en kommentar