tirsdag den 20. oktober 2015

Mandag d. 19. oktober. Houston. Bade og pakke

Dagen i dag har været sådan en underlig "mellemdag". Turen er på sin vis ved at være slut og alligevel har vi tid til at gøre nogle ting.

Heldigvis skulle vejret i dag også vise sig fra sin bedste sommeragtige side. Omkring 25 gr. celsius er fint til at bade ved stranden i. Så vi havde aftalt at lave en strandtur.
Da vi alle var kommet op og havde fået morgenmad (mange havde også fået pakket lidt), mødtes vi kl. ca. 10 for at køre lidt over en halv time til Galveston, hvor den bedste strand i området er.

Det blev også nogle rigtig gode og hyggelige timer på stranden og i vandet. Der var lidt vind og derfor også nogle pæne bølger, som var super at lege i.
Ved halv tre tiden lukkede vi for sommerens sidste badetur og kørte tilbage mod Houston. På vejen til hotellet ville vi have et spisestop og også lige give holdet mulighed for at købe de sidste gaver i et supermarked.

Vi var alle tilbage ved halv seks-tiden, hvor der blev pakket lidt mere og ellers gjorde alle sig klar og blev shinet op til vores fælles afslutningsmiddag. Vi fik bord til alle 50 på en italiensk restaurant, Olive Garden, hvor vi blev serviceret af nogle ualmindeligt søde tjenere. Det blev en rigtig hyggelig aften for os alle. Men også lidt vemodigt, fordi vi skulle sige farvel til turen, som er ret tæt på at være overstået. Vi mangler bare lige det sidste lange stræk.

Vi har alle været glade for at få mulighed for at være med på turen og synes, det har været fantastisk at være sammen med alle børnene og at vi har fået en masse gode oplevelser sammen med dem. Oplevelser, som vi kun har kunnet få netop fordi, vi har været sammen med dem.
Vi er vist alle klar til at tage af sted igen.

Tilbage er der herfra kun at sige godnat. Vi høres nok ikke ved, før vi er i Danmark. Vi tager fra hotellet kl. 10 i morgen lokal tid for at køre de 80 km til lufthavnen og få afleveret redskaber, busser og truck.

Vi glæder os alle til at se jer igen i det danske efterårsvejr.

Ingen kommentarer: