fredag den 18. oktober 2013

Afrejse

Vi stod op uden morgenmad. Det vil sige, der var blevet pakket en morgenmadsmadpakke til hver gymnast i aftes, som alle fik udleveret i lufthavnen i Keflavik.

Vi skulle op lidt i fire og stå klar ved bussen kl. 05. Der var flere børn, der sammen med Ruben og Morten, havde besluttet at forsøge sig med ikke at sove hele natten. Men træne lidt i stedet. Det lykkedes for rigtig mange af dem. De havde haft det sjovt. Men det kostede lidt her dagen efter. Det var nemlig ikke nemt at holde sig vågen, hverken i bussen, i lufthavnen eller i flyet. Og det var jo sådan set godt nok. På den måde blev det jo en "hurtig" hjemtur. Der var i hvert fald ro.

I lufthavnen blev vi i øvrigt, som hundredvis af andre passagerer, lidt udfordret, da systemet til incheck brød sammen i alle terminaler. Det tog en halv times tid, og antallet af passagerer hobede sig op. Men der kom hul på det igen, og lige så stille fik vi al bagagen ind og passene udleveret, så vi kunne gå i gennem security og direkte ud i flyet. Flere sov igen inden flyet var i luften.

Fra bagage-udleveringen i Billund kender I jo alle historien. Så her ender bloggens beretning om Rejseholdets Islandstur. Børnene kan i øvrigt og fortælle historien meget bedre.

Men der er rigtig god grund til at give børnene meget stor anerkendelse for at være nogle dejlige væsener at være sammen med. Det er trygt at rejse med dem, de er altid høflige og meget opmærksomme overfor andre også fremmede mennesker. De respekterer andre mennesker og er altid opmærksomme på, om deres kammerater har det godt, eller trænger til et opmuntrende ord. De har en god humor, og man kan altid have tillid til dem.

Og så er de jo super dygtige gymnaster, der optræder ret professionelt, når de skal levere.

Torsdag, sidste dag

Det var noget vemodigt at stå op i dag, vel vidende at det ville blive den sidste hele dag på vores fantastiske tur. Det er jo dagen, hvor rigtig mange ting er for sidste gang. Så vi har alle sammen forsøgt at få det maksimale ud af hver en bid af dagen.

Efter endnu en morgenmad, der kunne gøre ethvert hotel i Reykjavik misundelig, havde børnene turens sidste opvisning. Igen i Gerplas gymnastikhal. Denne gang for endnu en børnehave i området og for de sidste børn fra skolen. Vores gymnaster leverede endnu en gang en ret tjekket opvisning med en meget koncentreret indsats, og tilskuerne jublede, sagde ”wow” og klappede.

Som det ses af nogle af billederne var der også lidt slut-stemning over oprydningen efter opvisningen bagefter. En del af billederne i dag er i øvrigt, af de voksne, der har været med, og som turen ikke var mulig at lave uden, for der har været rigtig mange ting at lave før og efter og uden om al gymnastikken.  Ingen rejseholdstur har haft så højt et serviceniveau. Nogle af pigerne snakkede under morgenmaden om, at det nok ville blive lidt svært at komme hjem igen og skulle til at lave det hele selv.

Efter frokost havde vi arrangeret en tur ind til Reykjavik centrum med bybus, hvor børnene i små grupper kunne se på butikker, shoppe lidt. Der blev også drukket lidt te og kakao og spist pandekager. En hyggelig eftermiddag.

Da vi kom hjem igen, nåede nogle af os en kort badetur inden aftensmaden. Den skulle vi have på et pizzeria, som vi skulle gå til, og der var afgang klokken halv seks.

Der var pizza-buffet og sodavand ad libitum. Meget glade børn. Ja, og voksne. Til slut overraskede vi børnene med at blive kørt hjem i limosine. Pizzeriaet havde en, og Morten og Charlotte havde på forhånd aftalt hjemtransporten. Børnene vidste det bare ikke, før den holdt uden for.

Vi nåede endnu en badetur i de varme bassiner og alle nød den sidste gang selv om termometeret stod på 7 grader.

Det sidste blev pakket, og vi har nu lagt os for at forsøge at få lidt søvn inden vi skal op ved 4-tiden i morgen. Bussen går kl. 5.

Så, det her blev sidste melding fra Island. Næste opslag bliver fra DK.

Vi ses i Århus.

onsdag den 16. oktober 2013

Onsdag i Kopavogur

Det er svært at komme efter de to forrige dage, hvad storslåede oplevelser angår. I hvert fald hvis man skal måle det på en sensationsskala. Men det behøver vi heldigvis heller ikke. For der er mange måder at få en rigtig god dag på. Også på Island.

Børnene varmede op i en halv times tid fra kl. halv ti. Klokken ti kom der nemlig 250 af de mindste før fra skolen lige ved siden af. Gymnasterne gav endnu en gang en super tjekket opvisning, som gav eleverne en god oplevelse. De var rigtig meget med og var et rigtig godt publikum.

Klokken elleve kom så de store elever. De var også rigtig søde, men der var også lige et par friske 9. klasses fyre, der synes, det var smart at huje på en måde, så vore syntes, det var lidt for meget. Men alle de øv 200 elever, syntes, det var en fantastisk opvisning, og det var det også. Det handlede vist mest om, at tiltrække sig lidt opmærksomhed. Det påvirkede i hvert fald ikke gymnasterne på nogen negativ måde. De er ved at være ret professionelle.

Da vi havde spist frokost, skulle vi på skolebesøg på den samme skole, som lige havde være og se opvisningerne. Vores børn forberedte og øvede på, hvad de skulle sig, og hvad de kunne fortælle om. På engelsk.

Da vi kom over på Salaskoli, blev vores børn i grupper delt ud på forskellige klasser. Der var ingen, der på nogen måde beklagede sig eller var utilpasse over det. Ikke synligt i hvert fald. Det virkede mest af alt, som om de glædede sig til at møde de islandske børn.

Vores største børn kom med over i skolens 10. klasse. Og det var så der, der var nogle af de samme drenge, som hujede om formiddagen. Pigerne fik rigtig meget opmærksomhed, men det var pænt svært for de mest højrøstede drenge, at få skabt noget ordentlig kontakt, nu hvor de så faktisk havde muligheden. Men børnene havde en halv times tid sammen uden lærere, og der blev der vist snakket.

Mange af gymnasterne har i eftermiddag har trænet sammen med klubbens gymnaster her i eftermiddag og har haft en rigtig god dag.

Vi har sluttet af med burgere og isdessert i dag. Ret populært...

Der er mange måder at have en dejlig dag på, når man er på tur.

Der er ved at være taget rigtig, rigtig mange billeder af saltoer, akrobatik-øvelser, opstillinger og spring. Så sådan nogle er der stort set ikke i dag. Billederne fra i dag skulle gerne i højere grad vise, hvordan børnene har det med at lave opvisninger. De er ikke alle lige skarpe, men de viser en stemning, som går igen på hele turen.

Kopavogur er nabokommunen til Reykjavik og vokset helt sammen med Reykjavik. Gymnastikklubben Gerpla, hvor vi bor, ligger i Kopavogur.

Børnehave og The Golden Circle tour

Tirsdag er blevet endnu en fantastisk dag. Det er både gymnasternes fortjeneste, men også Islands.

Klokken halv ti i morges kom en flok meget søde børnehavebørn på besøg for at se opvisning. Der var ca. 30 børn og pædagoger, så det var et helt andet publikum end dagen inden. Men gymnasterne var fuldstændig lige så fokuserede, som i går, og børnehavebørnene levede helt med i Rejseholdets show. 

Efter opvisningen og en gang frugt og knækbrød skulle vi hurtigt ud i bussen, der var kommet for at køre os på en lang heldagstur. Der ventede store oplevelser, hver gang dørene i de næste 8 timer gik op. Igen i dag er der mange naturbilleder, der ikke er helt så vedkommende, hvis man ikke har været her. Og så må man jo bare springe  nogle af dem over...

Vi kørte et stykke tid i lavt skydække og tåge. Lidt en skam for udsigten, men det betød ikke noget for humøret.
I naturparken Tingvellir var første stop ved Tingvallavatn. En smuk tur ned gennem en klippesprække og ned til en stor elv, hvor ret store ørreder stod under broen. Meget fascinerende.

Vi gik op i bussen igen efter at have været omkring Islands eneste autoriserede ønskebrønd. Ifølge guiden altså. Men mønterne lå også tæt på bunden af elven.
Næste stop var Geysir. Et stort område, hvor gejserne lå tæt på hinanden. Der mødte os et fantastisk syn, hvor dampen stod op af flere huller i jorden. Men det mest imponerende var den aktive gejser, der springer ca. hvert 6. minut. Eksploderende lyd og en massiv kæmpestråle, der presses op af hullet i jorden. Fuldstændig imponerende oplevelse.

Efter turen rundt til gejserhullerne og de varme kilder, spiste vi lækre madpakker af wraps ved bussen og kørte efter kort tid videre til næste stop. Gullfoss.
Her stod vi ud af bussen ved et overvældende syn. Et kæmpemæssigt vandfald, der udløste mange imponerede åhh og wow på vej ud af bussen.

Det kan ikke beskrives, hvilken overvældende oplevelse Gullfoss er. Larmen, luftfugtigheden, regnbuerne og det enestående syn af det brusende vand. 2.000 m2 i sekundet. Billederne giver måske en lille flig af det.
Efter kanelsnegle ved bussen kørte vi videre. Ideen var at køre til Reykjavik, men vi ville gerne se en vulkan, hvis det kunne lade sig gøre. Morten snakkede med guiden, og pludselig havde han fundet ud af, at vi ville komme forbi en. Godt nok var den ikke aktiv, men vi ville gerne se den.

Endnu et imponerende syn fra naturen. Vi gik rundt langs kanten af vulkanen Kerio og vandrede ned i bunden af krateret, der var fyldt med vand, op til 14 meter dyb og iskold. Dog ikke mere kold, end at Kristian og Jakob dristede sig til at lave deres egen udgave af vinterbadning.
Herefter kørte vi mod Reykjavik og hjem til endnu et super lækkert aftensmåltid. Vi får i det hele taget fantastisk lækkert mad til hvert eneste måltid.

Det har været en dag, der har været mættet med dejlige oplevelser. Der har været så mange, at det er svært at huske dem alle. Vi har f.eks. drukket vandet direkte fra en sø og været ude at bade her til aften, og en masse andre ting. Men det har også været endnu en dag i selskab med en masse søde mennesker, både voksne og børn. Det er en stor fornøjelse at rejse med Rejseholdet.

Men der er gode grunde til, at alle er godt trætte her til aften.

tirsdag den 15. oktober 2013

Mandag og Selfoss-opvisning

Vi stod op til Islandsturens smukkeste dag. Ikke en sky på himlen, klar sol og 12 grader.

Det var også blevet mandag, så der var biler på gaderne igen, skolen ved siden af var fyldt med børn. Der var svømmeundervisning i bassinerne og gymnastikundervisning i hallen. Alt sammen fra morgenstunden.
Reykjavik er næsten en helt anden by.
Vores børn trænede også i morges, lavede massage og almindelig gymnast-morgen-hygge.De voksne havde igen lavet supermorgenmad. Denne gang med scrambled eggs og pølser, ristede brød og friske boller. Børnene fik simpelthen brunch inden træningen. Og de kan godt lide det...Efter morgentræning var der ristet brød og frisk frugt, og så var det ellers ned i svømmebassinerne. Alle nød de varme bade og den friske luft. Ret skønt.Efter den lidt sene frokost var der tid til små ture i grupper, hvor børnene var lidt i det lokale supermarked eller hyggede sig.
Klokken kvart i fire var bussen bestilt til at køre og os til byen Selfoss, hvor børnene skulle lave opvisning kl. 18.15. Bussen var der i god tid, og det blev times med interessant buskørsel.Det var samme chauffør som kørte os til Den blå Lagune i går, men denne gang var han guide for os gennem det meget særlige landskab, vi kom igennem. Vi kom bl. a. forbi vulkanen Hekla, og chaufføren fortalte en masse om landskabet og dets oprindelse. Godt nok på engelsk, men det fungerede fint.
Der er mange billeder af naturen på vej til Selfoss. De virker måske lidt overflødige, men for de af os, der var der og hørte alle historierne, giver de lidt mere mening.
Da vi efter tre kvarter nåede fra til Selfoss, var vi der lidt før tid, men vi kunne så kikke lidt på, hvordan, der blev trænet i klubben. Og især hvor mange. Der var børn og trænere over alt! Der var vel 50 børn på en to-tre hold på et areal, der svarer til Springhallens trægulv. Plus et par hold på måtten og minitrampolinen. Ret imponerende. Klubben har 500 medlemmer og Selfoss har 6.500 indbyggere. Også her er gymnastiklubben bygget sammen med skolen. Både med bygningen og jobbene.
Vi var lidt spændte på, om der ville komme nogen og se opvisningen. Podierne med tilskuersæder var trukket ud, men de var tomme. Men det ændrede sig.

Gymnasterne lavede en super opvisning. Godt hjulpet af en propfuld hal. Alle pladser var optagede og folk stod langs væggene og sad på gulvet. Det var en meget intens opvisning. Publikum var med og børnene var super gode til at lave show.
Man kunne ikke se springbanen og trampolinen fra tilskuerpladserne, så Lene inviterede alle tilskuerne ned til springbanerne, hvor folk så stod og så resten af opvisningen. Det var en fantastisk oplevelse. Ikke mindst for børnene, der syntes, at folk i Selfoss var super gode til at være publikum.
Klubben havde arrangeret kage i skolekøkkenet efter opvisningen. Der var et bredt udvalg af kager og saft. Der blev spist godt til, og børnene var rigtig glade. Børnene er rigtig gode til at lave gymnastik og til at lave opvisninger, de er super søde at rejse med, og de er fantastiske til at omgås andre og fremmede mennesker. Det var ikke nødvendigt, at bede dem sige tak for at de islandske kvinder havde lavet kage til dem. De gik bare op til dem og sagde ”Thank you for the cake”. Så fik de jo et ”Thank you for coming” retur.
Efter en halv times tid sad vi igen i bussen. Denne gang i bælgragende mørke, men det slog nu ikke børnene ud. De sang hele vejen hjem. Tre timer med danske klassikere udsat for pigegymnast-kor. Ret hyggeligt.
I køkkenet havde nogle af de voksne lavet den lækreste lakseret, som vi kunne gå direkte i og få stillet den efterhånden velvoksne sult.
En del af børnene sprang i svømmebadene igen efter aftensmaden, så de kunne bade udendørs i mørket.
Inden ret lang tid råbte de på os og skreg ”Nordlys”: Vi piskede ned ad trapperne og så det mest fantastiske fænomen med grønt nordlys.
Der er mange ting, vi får sat flueben ved på denne tur….

søndag den 13. oktober 2013

Søndag og bustur

Morgenen var kun lige startet og morgenmaden overstået, før gymnasterne, Mette og Lene stod i hallen og varmede op. De skulle nå en gang træning, før bussen skulle komme kl. 10. Imens lavede forældrene 100 wraps til dagens madpakker, der sammen med fugt og hjemmelavet kage skulle gøre det ud for dagens frokost.

Kl. 10 stod vi alle uden for gymnastikcenteret og ventede på bussen. Den var her ikke helt til tiden, og det var også fint nok, for vi skulle lige nå at synge fødselsdagssang for Mies og Cecilies storebror Mads, der fyldte 18 i dag. Han er i Århus, så han fik sangen over mobilen.
Bussen kom, og det var igen den lidt skrappe chauffør fra lufthavnsturen i fredags. Men han var nu ret sød i dag.
Vores islandske guide, Helgi var der også. Så vi fandt vores sæder og fik turen startet.
Første stop var Den Blå Lagune. En køretur på 45 km, og vi steg ud i damp og svovllugt. Og det blev en rigtig dejlig oplevelse. Vandet er mellem 37 og 39 grader, lidt afhængig af, hvor i bassinet, vi var. Alle pigerne smurte sig ind i kiselmudder og gik rundt med hvide ansigtsmasker. Ja, også Kristian og Ruben fik blødgjort ansigterne. Vandet var i det hele taget mættet med kisel og svovl, som også giver vandet dets blå farve. Det var en sjov og fuldstændig velgørende formiddag i den Blå Lagune. En helt særlig oplevelse, som kun kan findes her.

Alle var godt sultne, da vi kom ud fra badene, og vi kørte i bus til den lille fiskerby Grindavik, hvor vi fandt wraps og frugt frem. Vi spiste i ret frisk vind og havgus. Men det passede meget godt, og det var en god oplevelse lige at mærke vildskaben i havet.
Helgi og chaufføren tog os med på en bustur, hvor vi kom til at kunne se revnerne i jorden, hvor Den Euroasiatiske og den transatlantiske kontinentalplade mødes og giver forsætninger og store revner i jorden. Revnen løber gennem hele Island. Vi stoppede, så vi kunne få kikket ned i dybet.

Herefter gik turen tilbage til Reykjavik, forbi lufthavnen og så en halv times kørsel ind til Hallgrímskirkja. Meget stilren og ret islandsk i sit udtryk. Rigtig fin oplevelse at få et kik indenfor.
Ind i bussen igen og en kort tur op til Perlan. Her kunne vi endelig komme lidt op i højden og få et overblik over Reykjavik og kysten. Smuk bygning, der tidligere var varmtvandstanke. Nu ombygget til museum, restaurant og udsigtspunkt og bestemt besøget værd.

Alle var mættede af indtryk og lidt småtrætte, da vi igen satte os i bussen for at køre hjem. Men trætheden forsvandt hurtigt, da vi besluttede at gå i svømmebadene her i centeret. Børnene badede og legede i et par timer. Så de sod i kø ved gryderne og tallerkenerne, da de havde fået klædt om til pasta og kødsovs.
Nu hvor aftensmaden er indtaget, er alle gymnasterne i hallen, hvor de har fået lov til at træne med nogle af de islandske gymnaster. Alle hygger sig og har det fantastisk sammen.

Det har været en rigtig dejlig dag med mange gode oplevelser.
Det er rigtig nemt at være på tur med børnene, de er søde og tager hensyn til hinanden og er meget opmærksomme på, at alle har det godt.
Det er en fornøjelse at være på tur med dem.

lørdag den 12. oktober 2013

Første dag på Island

Alle i sovesalen vågnede ret stille i sovesalen her til morgen. Og ikke nær så tidligt, som man kunne frygte... Flere af de voksne overnattede på hotel, men de var   tilbage i gymnastikklubben så tidligt og før, børnene var helt vågne og stået op. Men lige så stille kom gymnasterne trissende ud til morgenmad og vi havde en hyggelig morgen.

Ved 9-tiden var alle i gymnastikhallen og træne opvisningen. Vi kikkede lidt på de mange og dygtige islandske gymnaster, der også var tidligt oppe. Men de trænede fint side om side. Efter en times tid, var vores træning overstået, og gymnasterne klædte om og gjorde klar til en lille bytur. Vi gik ca. 1½ km til Samarlind shopping center. En fin lille tur, hvor vi fik frisk noget islandsk luft i håret. Det blæser pænt her oppe.

Pænt stort center og alle fik nemt de afsatte to timer til at gå med snuse og vænne sig til de enorme islandske prisskilte. Et glas friskmixed juice: 999 isl. kr., en kop kaffe: 399 kr. og en agurk: 300 kr. Alle har fået gang i den lille hovedregner og øver sig i at dividere priserne med 20, så vi ved, hvad vi giver for tingene.

Vi har en lille turnusseddel, som vi voksne skiftes til at købe ind og lave mad efter. Det fungerer rigtig godt, så vi fik også dejlig frokost tilbage i fælleskøkkenet, da vi var tilbage i Gerpla.

Kl. 17 havde trænerne annonceret opvisning i Gerplas gymnastikhal. Der var tidligere på dagen lidt usikkerhed om, beskeden om opvisningen var givet videre her på Island. Men lige så stille strømmede forældre og børn ind på tilskuerpladserne. Så da kl. var 17, var der pænt besat på tilskuerrækkerne.

Det blev en rigtig fin opvisning og gymnasterne inviterede alle de islandske børn til en workshop bagefter.  Der kom vel 50 børn der trænede og legede sammen med vores egne børn.
Vores egne børn var fantastiske. De var super seje til opvisningen og de var helt eminente til at instruere og undervise de islandske børn. Uden at kunne et ord islandsk. De var bare dygtige.

Vi har fået den dejligste gang ris og karrykylling til aften, og alle børnene er i gymnastikhallen igen. Vi skulle have været i svømmebassinerne, men der er lukket tidligt lørdag. Der var ikke en eneste, der beklagede sig.
Når de kommer tilbage, hygger vi os, inden det bliver tid til soveposerne.
I morgen står den på Den Blå Lagune, og vi glæder os alle sammen.

Så kom dagen endelig

Vi havde alle, både børn og voksne i meget lang tid glædet os til at skulle til Island. Børnene fordi de skal af sted med nogle af de kammerater, som de bruger aller mest tid sammen med, og fordi de skal her op og lave det, de er aller mest glade for at lave. Nemlig gymnastik. Vi voksne har også glædet os til at skulle på tur. Både fordi det er med hinanden, og fordi det Island er så fremmedartet en oplevelse.
Vi mødtes i Billund kl. 12 og havde fælles checkin, og det var tydeligt at alle var spændte på turen. Meget grin og godt humør.
Efter en halv times tid kunne vi gå gennem security og op i den toldfrie. Her hyggede vi os i en times tid og fik købt ind af forskellige helt nødvendige ting til flyturen. Mest slik…
Der gik ikke lang tid, før vi stod i gaten og ventede på at komme ud i flyet. Der var afgang kl. 14.40, og vi kom fint ned at sidde inden. Godt nok ikke på ønskepladser for alle. Men da først vi var i luften byttede børnene rundt, så de sad sammen med nogen, de kunne hygge sig med de næste tre timer, inden Keflavik Lufthavn.
Alt gik glat i lufthavnen. Baggagen kom. Al baggagen… Bussen, Charlotte havde bestilt, stod klar. Det samme med udlejningsbilen. Og stadig højt humør, selv om det nu var ved at være en seks – syv timer siden vi var startet fra Århus.
Nu sidder vi Gerpla Gymnastiks klubhus, oven på deres gymnastikhal, med udsigt ned i det svømme- og badeanlæg, der også ligger her. Vi har købt ind i det nærmeste supermarked. Spist en meget stor mængde pitaer. Forinden var alle i de opvarmede svømmebade i et par timer og været på besøg i træningshallen.
Alle børnene er lige kommet tilbage fra hallen og redskaberne og har lavet aftaler for i morgen. Uret her i køkkenet viser 22. Sengene redte, børnene er i pyjamas´er og har tandbørsterne i munden. De er trætte, men humøret er stadig højt, selv om deres indre ur er er et par timer foran og står på kl. 24.

Men nu er det også ved at være godnat, og vi glæder os til i morgen.

lørdag den 21. september 2013

Ny sæson og ny tur

En ny sæson er startet for Rejseholdet, og det har nu i mange måneder været besluttet, at hele holdet skal til Island i efterårsferien.

Siden sidste sommers tur til Riccione i Italien er der sket enkelte ændringer. Nogle gymnaster er gledet ud og andre er kommet til. Men det virker som, om alle har fundet godt sammen og nyder hinandens selskab.

Al træningstid bliver i øjeblikket brugt på at få det nye program op at stå, og både nye og gamle gymnaster arbejder seriøst med sig selv og med helheden. Men alle har det samme mål, nemlig at få så flot en opvisning som muligt klar til Islandsturen.

Man vil her på bloggen kunne følge forberedelserne og der vil komme indlæg og billeder hver dag under selve turen, når først vi er af sted.