onsdag den 16. oktober 2013

Børnehave og The Golden Circle tour

Tirsdag er blevet endnu en fantastisk dag. Det er både gymnasternes fortjeneste, men også Islands.

Klokken halv ti i morges kom en flok meget søde børnehavebørn på besøg for at se opvisning. Der var ca. 30 børn og pædagoger, så det var et helt andet publikum end dagen inden. Men gymnasterne var fuldstændig lige så fokuserede, som i går, og børnehavebørnene levede helt med i Rejseholdets show. 

Efter opvisningen og en gang frugt og knækbrød skulle vi hurtigt ud i bussen, der var kommet for at køre os på en lang heldagstur. Der ventede store oplevelser, hver gang dørene i de næste 8 timer gik op. Igen i dag er der mange naturbilleder, der ikke er helt så vedkommende, hvis man ikke har været her. Og så må man jo bare springe  nogle af dem over...

Vi kørte et stykke tid i lavt skydække og tåge. Lidt en skam for udsigten, men det betød ikke noget for humøret.
I naturparken Tingvellir var første stop ved Tingvallavatn. En smuk tur ned gennem en klippesprække og ned til en stor elv, hvor ret store ørreder stod under broen. Meget fascinerende.

Vi gik op i bussen igen efter at have været omkring Islands eneste autoriserede ønskebrønd. Ifølge guiden altså. Men mønterne lå også tæt på bunden af elven.
Næste stop var Geysir. Et stort område, hvor gejserne lå tæt på hinanden. Der mødte os et fantastisk syn, hvor dampen stod op af flere huller i jorden. Men det mest imponerende var den aktive gejser, der springer ca. hvert 6. minut. Eksploderende lyd og en massiv kæmpestråle, der presses op af hullet i jorden. Fuldstændig imponerende oplevelse.

Efter turen rundt til gejserhullerne og de varme kilder, spiste vi lækre madpakker af wraps ved bussen og kørte efter kort tid videre til næste stop. Gullfoss.
Her stod vi ud af bussen ved et overvældende syn. Et kæmpemæssigt vandfald, der udløste mange imponerede åhh og wow på vej ud af bussen.

Det kan ikke beskrives, hvilken overvældende oplevelse Gullfoss er. Larmen, luftfugtigheden, regnbuerne og det enestående syn af det brusende vand. 2.000 m2 i sekundet. Billederne giver måske en lille flig af det.
Efter kanelsnegle ved bussen kørte vi videre. Ideen var at køre til Reykjavik, men vi ville gerne se en vulkan, hvis det kunne lade sig gøre. Morten snakkede med guiden, og pludselig havde han fundet ud af, at vi ville komme forbi en. Godt nok var den ikke aktiv, men vi ville gerne se den.

Endnu et imponerende syn fra naturen. Vi gik rundt langs kanten af vulkanen Kerio og vandrede ned i bunden af krateret, der var fyldt med vand, op til 14 meter dyb og iskold. Dog ikke mere kold, end at Kristian og Jakob dristede sig til at lave deres egen udgave af vinterbadning.
Herefter kørte vi mod Reykjavik og hjem til endnu et super lækkert aftensmåltid. Vi får i det hele taget fantastisk lækkert mad til hvert eneste måltid.

Det har været en dag, der har været mættet med dejlige oplevelser. Der har været så mange, at det er svært at huske dem alle. Vi har f.eks. drukket vandet direkte fra en sø og været ude at bade her til aften, og en masse andre ting. Men det har også været endnu en dag i selskab med en masse søde mennesker, både voksne og børn. Det er en stor fornøjelse at rejse med Rejseholdet.

Men der er gode grunde til, at alle er godt trætte her til aften.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

JA det er svært i billeder at gengive, hvor fantisk forunderlig islandsk natur er, men forunderligt at mærke hvor fantisk I oplever den ... selvfølgelig strøet med spring, acro og dejlige gymnastik oplevelser. Så tak fra sidelinien for oplevelserne her på bloggen. Det bliver forunderligt fantastisk at høre nærmere 'face to face'. Nyd de sidste dage. Mange hilsner Margit, frida's mor