søndag den 11. oktober 2015

Lørdag d. 10. oktober. USS Lexington, opvisning og strandpromenade


Vi havde skaffet enkelte voksenværelser på et nærliggende hotel. På denne måde kunne alle børnene bruge poolen, de komme i bad, og vi kunne give dem morgenmad på hotellet. Morten og et par andre forældre kørte dem den korte tur fra gym´en til hotellet i hold. Alle nød de gode faciliteter efter en nat i gymnastiksalen.

Jeg hørte i øvrigt receptionisten i aftes drille afløseren med, at han jo så skulle have glæde af 35 børn fra morgenstunden. Det var tydeligt, at hun ikke mente glæde, men ”glæde” af dem. Altså, det kunne godt gå hen at blive noget rod og en masse larm med de der børn. Afløseren så pludselig meget træt ud... Men jeg forsøgte at berolige ham og fortalte, at det var rigtig søde børn, der ville komme næste morgen. Og det er jo fantastisk, at man med sindsro kan sige sådan om 35 børn. Og endnu mere fantastisk, at sådan var det jo så også bare næste morgen. Ingen larm, de spiser pænt, sidder nogenlunde stille ved bordene, ingen svineri, og alle rydder op efter sig. De hygger sig, smiler og har det sjovt sammen. Fantastiske ambassadører, vi har med her.

Vi havde aftalt at tage til Corpus Christi og se museet på USS Lexington. Da det gik op for børnene i bussen, at det hed noget med ”museum”, ville de altså gerne vide, hvor lang tid, vi havde tænkt, det besøg skulle tage… Men da vi stod der, var de alligevel pænt imponerede over størrelse af det museum. Et hangarskib fylder jo også lidt på nethinden.

Vi gik om bord, fik billetter og lavede aftaler med børnene i grupper om, hvornår vi skulle mødes igen. Det var et rigtig interessant besøg. Vi rundt i grupperne på skibet på dets mange forskellige tours, og på en eller anden måde endte vi alle samtidig på det enorme flydæk. Her havde en af skibets faste guider fået fat i en del af vores hold, og han instruerede og opførte forestillingen om et takeoff med et af skibets fly. Skuespillerne eller aktørerne var vores egne folk i dragter og forskelligt farvede bluser. Det var ret underholdende, men også informativt.

Jeg tror, de fleste havde fået revideret deres opfattelse af begrebet museum, da vi igen gik ned ad landgangen.

Vi var færdige på USS Lexington omkring middag, og vi havde aftalt at tage i Walmart for at købe frokost til børnene. Så der kørte vi direkte ud og skyndte os at finde den mad børnene, hver især ville spise til frokost. Så hurtigt ind i bilerne igen, da vi skulle være ved gym´en igen kvart over et. Børnene skulle gøre klar til at have turens første workshop og derefter en opvisning.

Der kom børn fra byen allerede kvart i et, og der endte med at være næste lige så mange som gymnasterne selv. Jeres børn er fantastiske! De går helt upåvirkede til de fremmede børn og ved, at de har noget at byde på. De kan lære dem noget, og de ved at de kan hjælpe dem. Og det betyder ikke så meget, at det skal forgå på engelsk. De gør det bare. Men I kan jo selv prøve at finde billederne af dem i workshoppen. Det er imponerende, så selvsikre og alligevel ydmyge, de er overfor opgaven og de andre børn.

Så lavede de så lige en super opvisning for de fremmødte børn og deres forældre, og fik et stort bifald. Tre af børnenes forældre havde oven i købet doneret 100 $ til holdet, som de gav Lene i en kuvert med et kort, hvor de takkede for holdets indsats og for de gode oplevelser.

Herefter kom den amerikanske mor, der ville lave mad til holdet med store fade med varm pasta og kylling med salat. Meget lækkert og der blev spist igennem.

Børnene mente at de donationen skulle omsættes til is. Ingen var uenige. Klokken var seks, og der var stadig 30 grader udenfor. Så vi satte kursen mod den lokale isleverandør og fik lavet 50 is på bestilling. Hyggeligt og lækkert.

Vi ville så på en lille hyggetur. Så vi tog af sted i bilerne til Corpus Christi for at gå en strandtur på promenaden. Det blev en rigtig fin oplevelse. Vi bl.a. forbi en restaurant/bar, der havde udendørs servering. Rejseholdet så straks et potentielt publikum. Og hvor der er publikum er der også mulighed for en opvisning. Så de improviserede en lille opvisning på stranden og fik rigtig meget positiv respons. Det var der ikke noget at sige til. De var ret seje.

Så det var med en dag med gode oplevelser, der fulgte med ind i bussen tilbage til Ingleside, hvor det var tid til at lægge an til sovetid. Så der er lige blevet børstet tænder og puttet. Tror, jeg vil gøre det samme…

 

Ingen kommentarer: