Søndag d. 11. oktober. Strand, opvisning og brandmænd

Det er egentlig meget hyggeligt, at lave de dagbøger. På den måde får jeg jo også lige selv repeteret dagen. Når dagene er så tætte og med så mange og forskelligartede oplevelser, er det nemlig lige før, det der skete først på dagen bliver overtonet af de næste og forsvinder fra min hullede hukommelse.

Og hvor utroligt, det end virker nu her sidst på dagen, hvor solen har braget ned med over 30 grader, så startede dagen i en tyk ærtesuppe af tåge. Vi kunne faktisk ikke se bilerne på parkeringspladsen. Og vi havde aftalt at tage til stranden og bade.

Over morgenmaden blev mulighederne og vejrudsigterne endevendt. Åbningstiderne på shoppingcentrene lå senere udsigten til opklaring. Så vi holdt fast i beslutningen og pakkede strandtaskerne og bilerne og tog af sted til Port Aransas og Mustang Island. Det var tåget hele vejen, også da vi skulle med en af de små bilfærger, der ligger i fast, men gratis rutefart over til øen. Men på dette tidspunkt var tågen dog lettet lige akkurat nok til, at man kunne se delfinerne lege i havet omkring færgen. Efter 5 minutters kørsel fandt vi stranden. Rigtig dejlig, og der var ikke mange andre end os her. Vi hoppede hurtigt i det næsten blanke og meget lækre hav, og da der var gået en halv times tid, var tågen lettet og temperaturen steg drastisk. Det var også varm inden, men nu blev det til en meget varm sommerdag. Der blev leget, badet, spillet bold, hygget og snakket. Nogle rigtig dejlige timer, inden vi skulle tilbage til workshop og opvisning igen.

Vi ville køre ved 12.30-tiden for at være i god tid til at kunne være i Ingleside kl. 14. Men på en eller anden måde havde trafikbilledet på denne lille, næsten undselige ø, ændret sig voldsomt. I hvert fald omkring færgerne. Da vi kom om formiddagen skulle vi blot vente et kvarter på en enkelt afgang. Nu var der kilometer lang kø, og vi brugt det meste af en time på at holde i den. Selv om der nu var sat 4 færger ind. Lidt mystisk, hvor de biler kom fra.

Vi ræsede tilbage og nåede lige akkurat at være tilbage før to. Hurtig omklædning og ind til de ventende amerikanske børn. De samme som dagen inden var kommet igen plus lidt flere nye. Mens workshoppen stod, hentede nogle af forældrene mad og rettede det til, så børnene kunne skiftes til at komme ud at spise under workshoppen, og på den måde have fået spist inden opvisningen.

Igen skal børnene have kæmpe anerkendelse for den indsats, de gør med andre børn. De gå bare ud og henter dem hos deres forældre. De amerikanske børn har ikke på noget tidspunkt grund til at føle sig utrygge i jeres børn selskab. De guider, de hjælper, de trøster, de gør simpelthen alt det, der er nødvendigt. De springer ikke over eller gemmer sig. De ER seje.

Selve opvisningen gik lige så flot, som den gjorde i går, og gymnasterne fik også al den anerkendelse tilskuerne kunne mobilisere, og det var en hel del.  Barbara, som har Cindarella Gym takkede også rigtig mange gange for holdet besøg, og mente at Ingleside havde været heldige med at får besøg af Rejseholdet. Børnene fik en medalje hver og et lille maleri, som nok mest er en tegning, til at tage med hjem til DK.

Workshoppen havde taget lidt lang tid fordi, det gik så godt. Så vi blev lidt presset på tid. Vi havde nemlig fået lavet en aftale om at komme ind og se den lokale brandstation. Det var vi flere, der glædede os til….

Vi kom en smule for sent. Men det var intet problem. Brandbilerne var kørt ud. Den lokale firechief og de frivillige brandmænd ventede på os. De havde lagt en masse udstyr fra, og vi fik en indledende beskrivelse af bilerne. Det var ret spændende. Og der er jo ikke noget som amerikanske brandbiler… Men rigtig sjovt blev det så, da de spurgte, om vi ville se brandbilen med vand sprøjte vand fra brandsprøjten. INGEN sagde nej. Så de kørte brandbilen om bagved og monterede slanger og en sprøjte. Og så fik alle lov til at være brandmand og mærke det heftige tryk fra 200 gallons i minuttet. I det hele taget var brandfolkene meget åbne og opfordrede børnene til at kravle ind i bilerne, prøve deres udstyr og trykke på sirenen. En sjov oplevelse, som man vist kun kan få, når man rejser med gymnastikbørn. Og igen, det er så fuldstændigt problemfrit at rejse rundt med børnene og at tage dem med på besøg. Man VED bare, at de søde og ordentlige. De fik også pæn portion ros af hele fire department´et.

Vi kom af sted med en del våde børn. Frivilligt våde, men de skulle have noget tørt tøj på til at vi skulle ud at spise. Et par af forældrene havde fundet en stor kinesisk restaurant. De var buffet, og der var rigtig mange forskellige retter. Alle kunne finde flere ting, de godt kunne lide. Så der blev spist igennem. Der var i øvrigt også dessertbuffet, så ingen tog sultne fra restauranten.

Det er sidste nat i Ingleside, så vi har her til aften pakket gymnastikredskaberne sammen og lagt den i vores varevogn, så den er klar til afgang i morgen tidlig. Børnene har pakket deres kufferter og lagt deres badetøj frem.

Vi skal nemlig på stranden i morgen, inden vi tager de næsten 400 km til Austin.